Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Principper for lejrskoler

Princip for lejrskole

Formålet med lejrskole på Den Classenske Legatskole er med et socialt og et fagligt indhold at give eleverne mulighed for personlige erfaringer og fælles oplevelser, som de ikke i samme grad får i løbet af den daglige skoledag.

Der afholdes lejrskole på både 3. (én overnatning) og 5. årgang (to overnatninger), samtidig med, at vi fastholder en lejrskole i udskolingen. I udskolingen er klassetrinnet ikke fastlagt, da der er mulighed for udlandsrejse, som kræver opsparing fra klasserne. Vi fastholder, at årgange tager af sted sammen på lejrskole, for at styrke fællesskabet og for i udskolingen at forstyrre undervisningen mindst muligt.

Lejrskolen afvikles i 7. klasse med to af klassens lærere. Den strækker sig over 5 dage med 4 overnatninger inklusiv rejsetid. Hvis årgangens lærere beslutter at tage på lejrskole i udlandet, skal den afvikles i 9. klasse. 8. klasse er undtaget, da der i forvejen er mange afbrydelser af undervisningen hen over skoleåret, blandt andet på grund af brobygning og praktikophold. Det er et vilkår, at klassen selv skal samle penge ind til udlandsrejsen. Skolen dækker omkostninger svarende til et ophold i Danmark.

Lejrskolen planlægges i et samarbejde mellem elever og lærere.

Lejrskoleophold er en del af den almindelige undervisning. Der er mødepligt, og deltagelsen er gratis for eleverne. Skolen opkræver 85 kr. pr. dag til forplejning fra forældrene. Når lejrskolen afvikles i Danmark opnås frirejse via DSB skolerejser. Skolen yder et deltagertilskud svarende til forældrebetalingen til dækning af ophold, undervisningsmidler og entreer i forbindelse med lejrskolens afvikling. Ingen elev må være hindret i at deltage i lejrskolen på grund af manglende mulighed for betaling af kostpenge.

Forældre/elever kan efter eget ønske fremskaffe midler til yderligere oplevelser, som ligger ud over turens egentlige undervisningsmæssige indhold. Midler til dette kan via den forældreadministrerede klassekasse komme fra indsamling, overskud fra klassearrangementer med forældredeltagelse, basar og lignende. Modtagelse af bidrag fra indsamlinger og lignende skal organiseres på en sådan måde, at ingen elever eller forældre føler sig mindreværdige. Det indsamlede midler skal komme alle deltagende elever ligeligt til gode.

I tilfælde af lejrskoleophold i udlandet: De arrangerende lærere udarbejder en beskrivelse af lejrskolens indhold, placering (tid, sted) samt et budget for lejrskoleopholdet, som fremlægges for forældre og elever. Efter lejrskoleopholdet afgiver de deltagende lærere et skriftligt regnskab for turen. Regnskabet skal revideres og godkendes af skolens administration. Der kræves dokumentation for alle afholdte udgifter i form af kvitteringer.

Revideret i skolebestyrelsen oktober 2022